Kategori: Hovedret
Tilberedelsestid: 75 min inkl kogetid
Tilbehør: Løse ris
Ingredienser
1 kylling. Hvis du vil lave enmandsportioner kan du bruge et par kyllingelår, men knoglerne skal koge med. De giver smag
3-4 løg
evt. hvidløg
Curry/karry. Type: Original Madras
Bouillonterninger
Smør - ca 1½ klat
Mel ca 4-8 spk
Mælk ½ l
Asparges . f.eks 1 dåse snittede
Champignon - en dåse eller friske
en håndfuld smuttede mandler
½ revet æble med skræl
salt og vand
Evt piskefølde - smager vildt godt, og vil få VægtKonsulenterne til at vende sig i deres hellige grav....
Fremgangsmåde:
Kyllingen fanges, myrdes, hovedafbrydes, plukkes og renses - herunder fjernes fødderne. Det er synd at gøre det før den er død....
Evt. kan kyllingen skæres i store stykker, men knoglerne skal med i gryden
Løgene pilles og deles i 7 stykker
Hvidløgene pilles
Kyllingen koges ½-1 time sammen med løg og 2 bouillonterninger. Kortere tid jo mindre kødstykkerne er
Tages op og kødet pilles fra skroget og skæres i ca 2 cm lange stykker
Skroget og andet, der ikke skal spises, koges videre i suppen tild er kun er ca 1-1½ dl tilbage
Suppen sies groft gennem et dørslag. Enten med det samme, eller når den bruges
I bunden af en gryde smeltes margarinen og 2-4 spk karry tilsættes.
Når det holder op med at syde, tilsættes mel under omrøring, og der laves en melbolle (almindelig opbagning)
Først opbages med mælken, så tilsættes det revne æble, og der opbages videre med suppen og til sidst følden - ganske som ved opbagt sovs. Denneher skal bare være lidt tyndere.
Kødet tilsættes. Knoglerne kasseres eller smides efter katten. Hunde må ikke få fjerkræknogler.
Asparges, mandler og champignon tilsættes. Hvis champignonerne er hjemmeristede, skal de lægges ovenpå ved serveringen som en slags toppings. De kan ikke fryses
Er egnet til at
fryse ned.
Velbekomme
©2010 Jan E. Sørensen