En dejlig, frisk suppe der virkelig smager af ingredienserne. Der er ingen egentlige krydderier i, men alligevel er den kraftig. Oplagt sommermad.
Kategori: Kold suppe. Blendermad. Middag- eller mellemmåltid. Også fortrinligt som forret i stedet for en rejecocktail eller lignende. Så er der bare forret til 2-3 gange så mange.
Tilberedningstid: 5 minutter. Serveringsklar umiddelbart efter
Tilbehør:
Ingredienser til 2 portioner eller deromkring:
1 lille løg (Kan erstattes med 1" frisk porre, noget forårsløg eller lignende)
1 fed hvidløg
1 lille håndfuld frosne rejer
1 stor nævefuld frisk persille
4-5 isterninger
1 bouillonterning
½ ds hakkede, flåede tomater
1-2 dl creme fraiche
Lidt kogt, kold pasta
Fremgangsmåde:
Isterningerne og rejerne kommes i blenderen sammen med det pillede løg, det pillede hvidløg og den knuste bouillonterning. Kværnes til det er nogenlunde most, ca 1 minut for fuld hammer.
Resten kommes i bortset fra pastaen. Persillen skal bare skylles. Kværnes til persillen er nogenlunde findelt. Det skal ikke være helt ensartet, der skal være lidt struktur i suppen så det ikke bliver lysegrøn vælling.
Hældes i en serveringsskål. Pastaen kan kommes i nu eller serveres som tilbehør
Kendere vil sikkert skrige over denne opskrift. Det vil jeg nyde at høre... Men den er hurtig, enkel og smager dejligt kraftig. På grund af de frosne ingredienser er den kold med det samme og skal ikke stå og køle sig ned. Altså: Sjing, sjang, sjask. Det hele blendes ad to omgange, så så må der spises.
Velbekomme
© Jan E. Sørensen 2008- 2010